RECTUS DIASTASE
DELTE MAVEMUSKLER
FORLØB HOS FYSISK FORM

Hvad er Rectus Diastase?
Rectus diastase er betegnelsen for
delte mavemuskler, dvs. en opdeling af den lige mavemuskel rectus abdominis. Opdelingen sker i linea alba, som er det fasciestrøg (bindevæv), der holder rectus abdominis sammen i midtlinjen. Linea alba samt det omkringliggende fascie- / bindevævssystem bliver forlænget og svækket på midten. 

En rectus diastase er en helt normal tilstand under en graviditet, hvor et øget pres på bugvæggen indefra får fascien til at give sig.

Rectus diastase er dog ikke altid relateret til graviditet, men kan også opstå af andre årsager. Tilstanden kan ligeledes forekomme hos mænd, børn og kvinder, der ikke har født. 

Har man rectus diastase, er der stor sandsynlighed for, at den “dybe kernemuskulatur” (bækkenbunds-, vejrtræknings-, mave- og rygmuskulatur) ikke fungerer optimalt, også selv om man har trænet ihærdigt.

Forløb:

1. vurdering og undersøgelse, bestående af vurdering af rectus diastasen / delte mavemuskler, bindevævets tilstand, holdning og bevægestrategier, samt styrken og de interne forhold og samspil omkring kernemuskulaturen.

Instruktion i basal kerneaktivering, hensigtsmæssige bevægemønstre og holdningskorrektion.

Opfølgende konsultation og instruktion i hjemmeprogram med fokus på at optimere samspillet og styrke af kernemuskulaturen, samt de vigtigste områder der påvirker kerne, holdning og bevægestrategier. Træningsprogrammet anbefales 3-4x ugentlig a ca. 10-15 minutters varighed.

Mulighed for specialiseret holdtræning på rectus diastase hold, torsdage kl. 14-15. Anbefales i et forløb over 6-8 uger. 

Løbende opfølgning, vurdering samt måling af fremskridt ved de anvendte tiltag.

Vi kan ikke love et quick fix, men vi garanterer nogle brugbare redskaber i dagligdagen, samt en kernemuskulatur og bindevæv, der bliver stærk og holdbart til de stimuli, det udsættes for. En genoptræning, hvor effekten holder på langt sigt og hvor du kommer igang med den hverdag og den træning, du ikke føler du har været stærk nok til. 

Har man rectus diastase, kan man ofte opleve: 

  • At man ser gravid ud uden at være det.
  • At maven føles blød.
  • At maven ændrer form og får den klassiske “toblerone” på midten, når man fx rejser sig op fra liggende stilling, laver mavebøjninger, står i planke eller lignende.
  • At man kan mærke og se en fordybning mellem muskulaturen i maven, både i afslappet, men også i spændt tilstand.
  • Ringe fordøjelse og tendens til at blive oppustet – maven er meget eftergivelig.
  • Ringere / ændret kropsholdning.

Rectus diastase kan give en række tilstødende symptomer som:

  • Lændesmerter
  • Bækkensmerter
  • Inkontinens
  • Nedsynkning af underlivet
  • Brok flere forskellige steder omkring bugen

Hvordan ved jeg, om jeg har rectus diastase?

  • Maven spidser til, når du fx laver en almindelig mavebøjning eller bukker dig bagud.
  • Du har en fortsat udtalt bulende mave efter en eventuel graviditet.
  • Du kan mærke et “hul” imellem mavemuskulaturen, når du ligger på ryggen og løfter hovedet.

Hvordan behandles det?
En rectus diastase skal ikke “bare trænes væk”. Bindevævet tilpasser sig de stimuli, man udsætter det for. Oftest er det belastninger i hverdagen, kropsholdning, uhensigtsmæssig træning og muskulær ubalance omkring kropsstammen, der spiller den største rolle for vedligeholdelsen af det svækkede bindevæv, og som kan hæmme helingen af rectus diastase. 

Man skal derfor indstille sig på at blive vejledt i og skulle arbejde med, hvorledes man bevæger sig mest hensigtsmæssigt. Det er vigtigt, at man belaster sin krop optimalt i dagligdagen, så bindevævet får den bedste forudsætning for at hele og blive stærkt igen.

I et forløb hos Fysisk Form anbefales det, at man udfører få daglige basisøvelser for kernemuskulaturen, ca. 2×5 min. dagligt suppleret med træning ca. 15 min. 3-4 gange ugentligt, for den mest optimale heling.

Der er fuld forståelse for, hvad hverdagen med små børn kan give af udfordringer, men det behøver ikke begrænse et godt forløb og en god heling af rectus diastase. 

Fysioterapeutisk vejledt “RECTUS DIASTASE hold”
Fysisk Form tilbyder forløb for kvinder med rectus diastase / delte mavemuskler vejledt af fysioterapeut. Holdet henvender sig til alle med rectus diastase. Det kan være efter en fødsel eller af andre årsager. 

Forløbet omfatter opstart, test, råd og vejledning om hensigtsmæssige belastninger i dagligdagen, samt vejledt træning under fysioterapeutisk supervision. Holdtræning indeholder fokuseret træning, hvor der stilles krav til korrekt teknik, vejrtrækning og “kerneaktivering”.

Babyer er velkomne, men træningen stiller høje krav til deltageren, så fuldt fokus optimerer effekten.

Forud for opstart på holdet skal man have 2 konsultationer hos undertegnede til bl.a. test/måling, opstart af basal “kerneaktivering” samt råd og vejledning omkring hensigtsmæssige bevægemønstre og strategier i hverdagen.

Hvad koster det?

Prisen følger overenskomsten:

Første konsultation: 450,64,- (*272,88)

Opfølgende konsultation: 286,53,- (*173,50)

Holdtræning pr. gang: 191,03,- (*115,68)

Forløbet kan også køres med henvisning fra egen læge og med tilskud fra sygesikringen*, hvis lægen vurderer, at det er relevant. Sygesikringen Danmark giver yderligere tilskud på knap 50% af beløbet.

Det anbefales at følge holdet i mindst 8-12 uger suppleret med træning hjemme 1-2 gange ugentlig. Programmet hertil udleveres ved opstart.

Kontakt
Kontakt klinikken på tlf. 33 31 22 20 for en tid hos en af fysioterapeuterne i vores rectus diastase team:
Camilla Hofman Hansen, Thea E. Ørskov og Kristine G. Nielsen. 

Teamet har et godt samarbejde med dygtige fagpersoner på området, der bl.a. tilbyder specialiserede online forløb. Er du i gang med sådan et, eller er du motiveret for dette, kan du få vejledning til korrekt teknik og udførsel af disse forløb.

Læs mere om Rectus Diastase på www.rectusdiastase.dk